Hver femte LGBTI+-person føler sig ikke som en del af idrætsfællesskabet.
Det viser en undersøgelse fra Kulturministeriet fra 2020.
Det vil vi være med til at ændre på.
Alle uanset seksuel orientering og kønsidentitet skal nemlig føle sig inkluderet i vores fællesskab, og derfor er vi en del af #Gamechanger-projektet.
#Gamechanger er et landsdækkende initiativ med Kulturministeriet, Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI og en lang række idrætsaktører i ryggen, som skal give foreninger værktøjer til at arbejde med inklusion og mangfoldighed.
I H2Odense har vi siden foråret været i gang med at lave små, men betydningsfulde ændringer for klubbens stræben efter en mere inkluderende kultur. Dette ses på hjemmesiden under vores politikker, i det løbende arbejde mod en ny strategi og deraf kultur i klubben og ved diverse skiltninger af budskabet som fx banner ved stævner i svømmehallen.
I sommerferien vil vi få besøg af en repræsentant fra GameChanger, som vil involvere vores trænerstab i indsatsen og hjælpe dem på vej til hvordan de imødekommer og omfavner det i kommende efterårssæson.
Har du ideer eller input til, hvordan vi udfolder #Gamechanger i foreningen, er du mere end velkommen til at skrive til Svømmeskoleleder Signe på sl@h2odense.dk, som er ansvarlig for indsatsen i H2Odense.
Læs mere om baggrunden for og parterne bag #Gamechanger her: www.blivgamechanger.dk